Kiropraktisk førstehjælp

Førstehjælp ved hold i nakken:

  • Hold i nakke er når det er svært at bevæge nakken eller når den er låst i en specifik stilling.
  • Er smerterne meget stærke, kan man med fordel prøve at lægge sig ned og prøve at finde en stilling hvor man kan finde hvile. Hold nakken varm, gerne med et halstørklæde. Undgå træk.
  • Ved nakkehold anbefaler jeg, at man prøver at sætte varme på. (en varm bruserstråle, et varmt karbad, sauna eller en varmepude i den ene side af nakken hvor man har ondt) Hav varmen på i 15-20 minutter. Hjælper det, kan man med fordel gentage det flere gange med en times pause imellem. Hvis varmen mod forventning gør det værre, prøv da med is i stedet (ispose/frosne ærter/frossen brun sæbe) indpakket i et viskestykke. Gentag med is eller varme alt efter hvad der virker lettende på smerten.
  • Man kan prøve noget muskelafslappende og eventuelt smøre området med tigerbalsam/sportscreme.
  • Når det virker, kan man bevæge nakken ved at kigge fra side til side (så godt man kan) for at skabe øget cirkulation.
  • Lav tid hos din kiropraktor. Der vil oftest være en subluxation/fastlåsning til stede. Det går hurtigere fremad hvis man får den løsnet/behandlet.


Førstehjælp ved hold i ryggen:

  • Hold i ryggen er når man oplever jag i ryggen ved visse bevægelser eller når man er låst fast i en specifik stilling.  At påbegynde behandling hos sin kiropraktor hurtigt er som regel at foretrække, da man som tommelfingerregel kan sige, at jo kortere tid problemet har været der, des nemmere er det at fjerne.
  • Hold dig så vidt muligt i gang. At lægge sig ned og hvile er okay, men kun i kortere tid af gangen.
  • Lav gerne let motion som flere korte ture af 10-15 minutter hvis muligt. Mange er bange for at bevæge sig, når de har ondt, men bevægelse hjælper tingene i gang og gør at man hurtigere kommer igennem problemet. Man skal genoptage sine normale aktiviteter og sit arbejde hurtigst muligt.
  • At ligge på ryggen med læggene hvilende på en stol kan være lindrende.
  • En varmepude henover eventuelt spændte muskler (rygstrækkerne) i 10-15 minutter kan med fordel gentages flere gange om dagen (med en times pause) men kun hvis det lindrer. Hvis varmen mod forventning gør det værre, prøv da med is i stedet (ispose/frosne ærter/frossen brun sæbe) indpakket i et viskestykke. Gentag med is eller varme alt efter hvad der virker lettende på smerten.
  • Føj kroppen, gør det der føles rigtigt.
  • Man kan bruge muskelafslappende også før man kommer til behandling, da det kan gøre det nemmere for behandleren at foretage sin behandling..
  • Hold dig langt væk fra sofaen (for lav og for blød)
  • Sid i stedet på spisestuestolen, helst helt rank. Men kun i kort tid af gangen.
  • Kontakt lægen (eller vagtlægen) hvis du mister kontrol over din blærefunktion eller hvis du bliver følelsesløs i skridtet.